Malermester Mortensen

Jeg er oprigtigt ked af at have svigtet jer de sidste uger, men jeg havde lige et liv, der skulle ordnes. Sådan er det jo med det liv. Det skal lige fikses ind imellem. Det er ikke helt skruet sammen endnu, men det bliver mit liv alligevel aldrig. Dog er jeg på rette vej. Nogle gange kommer man til at dreje af for tidligt. Eller for sent. Nogle vælger så at fortsætte og håber på, at der senere kommer en vej, hvor de kan dreje af, og jeg har også ventet på den sidevej, men den kom ikke, så jeg tog en U-vending og skulle lige komme mig over rystelserne. Det kan jo godt tage et par uger.
Nu er mit hjerte og jeg atter på rette vej......vi skal bare lige have klaret et par småjusteringer og nogle ting i huset...

Vi bor jo til leje her på Bakkevej. Det betyder, at man tænker sig om 2 gange, før man foretager de store investeringer. Jeg har lagt lidt gulv på, og så har jeg malet. Og malet. Og malet. Billy er kommet med en masse maling fra Holland og jeg synes åbenbart, at jeg skulle prøve alle farverne, så der sidder snart så tykt et lag på væggen mellem børneværelset og soveværelset, at jeg ikke behøver tænke på at isolere.
En dag kom Victoria så ud til mig i køkkenet og bad mig komme ind på værelset:"Kom og se mor, jeg har malet værelset. Er det ikke blevet flot?" "Åh nej", tænkte jeg"hvad har hun lavet" Hun havde ikke lavet noget, men legede, at hun havde malet og flyttet om. Ikke bare i børneværelset, men også i soveværelset, i gangen, i køkkenet og i stuen. Hun slæbte mig rundt i hele huset: "Er det ikke blevet fint?" spurgte hun med en meget voksen stemme.

Så holdte jeg mig i ro i et par uger. Koncentrerede mig om mit arbejdsliv, og vendte så igen tilbage til penslerne. Med dem kan man trods alt farvelægge, som man lyster. Bare spørg Victoria. Og Hjalte. Nu skal jeg ikke prale, men vi er sgu lidt af nogle kunstnere her i huset. Ser man for eksempel soveværelset, kan man godt se, at jeg har været igennem et par farver, men det er ingenting i forhold til, hvad Victoria har lavet. Den anden dag skulle hun male et par grankogler. Hjalte sov, så jeg tænkte, at hun da lige kunne få nogle bøtter fingermaling at muntre sig med. Hun er jo sådan en stor pige.
Jeg ved ikke, om jeg fortrød det, men det kan stadig gøre mig træt blot at tænke på, hvad hun nåede at udrette. "Se mig mor" sagde min lille blå pige, der havde blandet farverne i bøtterne sammen, så vi nu havde én farve maling fordelt på 5 bøtter,  der oven i købet var farvelagt udenpå med store, fede klatter. Så var der jo stolen, gulvet og alt det, hun nåede at røre ved på vej hen til vasken. Jeg hader at sige det, men jeg blev lidt sur. Det er synd for kunsten og hendes kreative udfoldelser, men hun fik altså en enkelt bemærkning eller to med på vejen.

Det samme gjorde Mr. Hjalte van Goch, da han overgik os begge og fik farvet sig vej gennem huset med en tusch i hver hånd. Gulv, kommode, sofahynder, vægge, døre, vinduer og borde. Alle havde de lige fået en lille kreativ hilsen - signatur, om man vil- fra min lille halve hollænder.

Og det er blot lidt af det, vi har oplevet siden sidst..

WebRep

currentVote

noRating

noWeight