Ja, så gik der lige nogle uger, hvor I ikke har hørt noget fra Bakkevej. Vi lever i bedste velgående. Har overlevet sygdom, fars besøg og 4 dage i Lalandia. Børnene er blevet cirka et halvt år ældre siden sidst og mor er blevet cirka 20 år yngre. Det er jo ret fantastisk, at man på en måned kan blive så mange år yngre, men det sker helt af sig selv, når man skal finde ud af, hvad man skal være, når man bliver stor. Jeg har læst spansk på universitetet og har en bachelorgrad i biblioteks - og informationsvidenskab. Sidstnævnte blev suppleret med et halvt års overbygning bestående af et afgangsprojekt, der blev skrevet for Haslev Bibliotek, og vupti, så kunne jeg også kalde mig bibliotekar. Problemet er bare, at jeg blev færdig for 7 år siden og uddannelsen er aldrig blevet brugt. Den er lettere forældet. For at sige det pænt. For eksempel har bibliotekerne fået helt nyt søgesystem i mellemtiden og diverse regeringer har sørget for, at de er blevet mere eller mindre økonomisk udhulet. De er trængt op i en krog og så står de jo nok ikke i kø for at ansætte et pigebarn, der står og banker på med et 7 år gammelt eksamensbevis i hånden. Anyways. Jeg har søgt op på det lokale bibliotek og afventer svar.
Samtidig har jeg fået den mægtige ide at være ung med de unge og har søgt ind på HGS, som er 3 måneders handelskole for studenter. Man bliver jo aldrig for gammel til at starte all over, slet ikke når man selv skal betale gildet.
For så ligesom at blive ved den evige ungdom, så overvejer jeg at søge ind på RUC og læse journalistik. Det tager 3 år og skal også finanseres af undertegnede. 3 år er jo ingenting. Kun en 400.000 kr. Det er det samme som et halvt hus eller 2-3 jordomrejser. Alt efter hvilke type, man er.
Nu er der sikkert mange, der tænker, at nu må jeg se at blive voksen og tage mig sammen. Det er jo så lige det, jeg er i gang med. Nu har jeg fået to børn. Så bliver man altså rimelig voksen, meget hurtigt. I hvert fald hvis man får dem lige i rap, som jeg gjorde. Så burde næste stop måske være et hus. Jeg har kigget på nogle. Men. Et hus. Der er simpelt hen for mange mursten og for lidt sjov i et hus. Det er en masse kedeligt arbejde. En masse timer, jeg kunne bruge på at læse journalistik eller lege med ungerne, der jo, som skrevet, vokser med så stor en fart, at det er ved at være svært at følge med. Og hvis jeg skal gå og rense tagrender, male vinduer, slå græs, klippe hæk og alle de andre kedelig beskæftigelser, der følger med til det at være husejer, så når jeg ikke at se ungerne, før de har fået hue på og vi mødes oppe på Studievalg Sjælland, hvor vi hver især skal finde ud af, hvad vi kunne tænke os at blive, når vi bliver store.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar