Fra baby til barn

Nøj, hvor de vokser. Ungerne. Siden Victoria er startet i vuggestue i september sidste år, har det været svært at følge med. Men da hun så startede i børnehave i februar, tog farten fuldstændig overhånd.

Sprogligt er det en stor fest. Der kommer det ene guldkorn efter det andet, og det sjove er jo, at hun sjældent forstår, hvorfor hun er så morsom. "Camille er ikke født endnu. Hun går i vuggestue".

Hun roder begivenheder sammen, tonser rundt i nutid og datid og forsøger at finde forskellen på drenge og piger, storebrødre, småbrødre, storesøstre og småsøstre: "August er lillebror", siger hun, selv om jeg har fortalt hende, at han er den store, så han bliver storebror. Så bliver hun fornærmet og fortæller mig, at jeg er lillebror. Tag den, siger jeg bare. For nogle uger siden var det værste, der kunne overgå én, at man ikke kom med til hendes fødselsdag, men nu er det en bagatel i forhold til at være lille-et-aller-andet.

Den eneste ulempe, der er ved hendes sprog, er, at hun taler konstant. Jeg ved virkelig ikke, hvor hun har arvet det fra, men hun kan altså køre non stop fra hun står op til hun går i seng. 

Det kan godt være nogle lange weekender.
Hendes far mener jo godt, han ved, hvor hun har det fra og han bliver meget hurtigt træt i sine ører, når han er på besøg. Jeg ved, han har lidt ondt af Hjalte, men Hjalte elsker os og jeg tror faktisk ikke, han lytter efter, hvad vi siger. Det må være et mandligt gen, der kan lukke øregangen, så man kun hører, det man vil høre. 

Nåh, Victoria har også fået en bedste ven. Det er hendes første veninde. Liva, hedder hun. Liva kommer troligt rendende, så snart vi træder ind i børnehaven, og når solen skinner, sidder Liva på bedste venindevis og holder en gynge til Victoria. "Du er min bedste ven", fortæller hun Victoria.

Victoria er jo sin egen lille Herre og har også haft et par dage, hvor hun, ifølge hende selv, ikke skulle lege med Liva. Pædagogerne fortæller så, at de har hængt sammen hele dagen alligevel. 

Sidste år havde jeg en lille pige, der dårligt kunne tale, nu har jeg en pige, der vil have neglelak og make up på. Hun vil have det samme tøj på som de andre piger i børnehaven - andre dage kan hun ikke have tøj på, som en eller anden pige i børnehaven har: "Nej, mor, den bluse har Agnete. Den vil jeg ikke have på" Gud fri mig vel.

Hjalte er blevet en lille dreng, der mere eller mindre konstant render rundt med to buler i hovedet. For 4 måneder siden, tog han sine første skridt, nu løber han lykkeligt rundt og støder ind i alt fra bordkanter til døre og alt andet, der står i vejen. 

Han klatrer op ad alt, han kyler tingene ned i gulvet, han elsker larm og kaster sig ud i den ene udfordring efter den anden. Han lever i den grad op til sit navn, som han jo fik pga af globetrotteren, Hjalte Tin. Min Hjalte elsker ikke bare udfordringer, han er også damn god til fodbold. Det siger pædagogerne selv. Og det ved de garanteret en masse om. Jeg overvejer, om jeg allerede nu skal forsikre hans ben, for det kan ikke tage mange år, før Ajax står og banker på døren og vil have ham på fodboldskole. Mit gudbarn, Lasse, der spiller for Roskilde, fortalte, at der var en fodboldklub, der ville hyre en 6 årig.  Det har jeg jo så lige nogle år at tænke over. Det er jo en stor beslutning, om man skal til Ajax eller Barcelona.

Hjalte siger ikke så meget endnu. Der er såmænd også rigeligt med talende personer her i huset. Så Hjalte begrænser sig til at sige Pappa, Baba og Hej, Hej. "Baba" var et af de første ord og er en hyldest til Bamse og kylling, som han er meget glade for.  Pappa er det hollandske ord for Far. Det udtaler han med et stort smil, mens han peger på telefonen eller et billede af sin far. Ja, det er uretfærdigt. Her går man og passer og plejer sine unger og takken er så, at de Gud hjælpe mig begge to siger Pappa langt tid før de overhovedet har overvejet at sige Mor. Hjalte har så oven i købet den frækhed at udtale ordet med en kærlighed og en glæde, der skærer helt ind i hjertet. Specielt når man ved, at sådan kan man ikke udtale mor. Ord med en stavelse har bare ikke mange muligheder her i verden. Sådan er det. 

Som plaster på såret, er Victoria begyndt at sige Far, i stedet for Pappa. Man skulle jo nødig skille sig for meget ud og når de andre har en far, så vil hun da også have en far. Det kan jeg jo godt forstå :-)

Børnene er altså groet noget mere end alle de planter, jeg såede i april og det skal jeg nok komme tilbage til, for nu går vi sommeren i møde. Om lidt skal vi på ferie og jeg glæder mig allerede til at fortælle jer om ungerne, når jeg kommer hjem i august.