Frustreret mor

Nogle gange kan man godt blive lidt træt af det hele og føle, at hele ens verden handler om tøjvask, madlavning, madpakker, bleskift, oprydning og børneopdragelse. I sidste uge havde jeg et par dage, hvor jeg virkelig ønskede, at jeg bare kunne få en enkel weekend fri. To dage uden noget ansvar. Hvor man ikke skulle tænke på noget som helst. Tænk, hvis man havde et par bedsteforældre, hvor man kunne parkere ungerne i et par dage og vide, at de er i de bedste hænder. 2 hele dage, hvor man ikke skulle andet end at underholde sig selv.

Efter et par dage i halvdårligt humør, besøgte jeg en veninde og nåede dårligt at træde ind ad døren, før tårerene trillede ned og ordene væltede ud. Min veninde og hendes veninde, der også var på besøg lyttede tålmodigt, og da de hver især har tre børn, tænker man, at de jo må vide et eller andet og kan give en et par trøstende ord med på vejen.
De vidste ikke bare "et eller andet". De vidste meget. Alt for meget, og her må jeg så bede alle, der er trætte af deres små unger og trænger til trøst, om ikke at læse videre, for hvis I tror, at de to madammer kom med trøstende ord og forsøgte at binde mig en historie på ærmet om, at det bliver meget nemmere. Så tager I fejl.

Det var dejligt at få bekræftet, at man ikke er alene om at blive frustreret ind imellem og de var så søde at kalde mig "helt normal". Det er en trøst i sig selv.  Desværre sluttede de trøstende ord også der og realiteterne trængte sig ubarmhjertigt på. Frem væltede det med historier om, hvordan det er at have flere børn og der var ikke meget sødme og dikke-dik i de historier. Faktisk vil jeg nok sige, at hvis du ønsker at få mere end et barn, så synes jeg, du skal kontakte mig og jeg vil sætte dig i forbindelse med de to madammer. Hvis du efter en halv time med dem, stadig ønsker flere børn, så er du enten dum, døv eller usandsynlig positiv.

Da jeg forlod de to mødre, var jeg træt. Meget træt, for det stod helt klart, at børnene ikke bliver nemmere med alderen og forpligtelserne og ansvaret ikke forsvinder i takt med ungernes fødselsdage.

Jeg hænger altså på dem.

Ungerne.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt mig. Måske, at jeg lige kunne træde ind et sted og få dem byttet til to kolde fra kassen eller, at de var født velopdragne og medgørlige - og ville fortsætte sådan hele livet.

Efter at have sundet mig, forstod jeg, at der ikke rigtigt er noget at gøre og at jeg må leve med dem. Så er det jo sådan set meget heldigt, at jeg trods alt elsker dem og synes, det er nogle dejlige unger, der for det meste gør, hvad de bliver bedt om.
Pludselig kunne jeg se lysere på det hele og ikke engang tanken om maj måned kunne gøre mig ked af det. Maj er en dejlig måned, den har bare for mange helligdage, og sådan nogle betyder, at pædagogerne skal have fri og lukker institutionerne. Og vores dejlige unger skal tilbringe rigtig mange dejlige timer herhjemme. Jeg er så glad. Så glad, at jeg tænkte, at det da også kunne være lige meget. Og når jeg nu hænger på de unger resten af mit liv, kan vi jo lige så godt fejre det med nogle dage i Lalandia. Så nu har vi lige taget en uges ferie oven i helligdagene. Man har vel overskud.

I Lalandia skal jeg i det mindste hverken gøre rent, lave mad eller smøre madpakker.

Ps. Tak til Bettina og Helle for opmuntringen. Jeg glemmer jer aldrig. Tro mig.
PPS. Hjalte og Victoria: Elsker jer til himlen og tilbage igen..