Mandagsglæde

Jeg har tidligere i denne blog givet udtryk for min taknemmelighed over at have fået to vidunderlige børn og det er ikke fordi, det har ændret sig. Jeg glemmer det bare engang imellem. I denne her weekend har jeg for eksempel ikke tænkt over det én eneste gang. Derimod har jeg overvejet om mine to dejlige børn ikke trænger til ferie i Holland. Uden mor.
Det har været en af de weekender, der er så lange, at man glædes over hvert eneste time, der er gået. Hver time, der er passeret, bringer os tættere på mandag morgen, hvor Guds gave til småbørnsfamilerne åbner: vuggestue og børnehave. 
Uden at have checket det kan jeg forestille mig, at jeg har skrevet indlægget om min taknemlighed over at have fået ungerne, på en mandag morgen.  Efter en weekend som denne, er der ikke noget som lyden af institutiones jernlåge, der smækker i. Jeg kan lige frem mærke stilheden sænke sig i min krop. Hjertets banken stilner af, bliver helt roligt, og verden ser pludselig lysere ud. Jeg tager min cykel, kigger tilbage og vinker til mine to smilende børn, og SÅ er det, at jeg føler mig dybt taknemlig. Tænkt, at mine to små børn, bliver så hurtig store og nu står der og vinker. Savner dem næsten, inden jeg har forladt matriklen. Not.
Nu skal jeg slappe af. Jeg skal slappe så meget af, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde. Friheden over at være alene er så almægtig, at den kan være svær at styre. Der er lige pludselig så stille og der er næsten ryttet og noglelunde pænt over det hele. Det sidste er relativt. I lørdags skulle jeg have besøg om eftermiddagen og gik og ryddede op. Altså, lidt rydder man vel altid op. Når man går fra den ene ende af huset til den anden, kan man jo lige så godt samle op på vejen. Det samme gælder tilbagevejen. I det her hus er der altid noget, der skal med ned til den anden ende af huset. Altid. Da jeg ikke gad rydde op mere, satte jeg mig ved computeren med en kop kaffe. Der går lige nøjagtigt 2 minutter, så begynder Victoria at slæbe alverdens legetøj og bøger hen på mit bord. Gammelt babylegetøj, som ingen leger med mere og som jeg virkelig ikke ved, hvor hun har gravet frem henne. "Hvad laver du nu?", spurgte jeg irriteret,"Hvad skal du med alt det?" "Jeg skal ud og rejse, mor" Okay, jeg smiler, når jeg hører ordet rejse og lader gå. Indtil hun så lader halvdelen ligge og slæber resten videre med ud i køkkenet, hvor det så for lov at ligge indtil søndag, hvor jeg truer med at kyle det hele i en sæk og smide det ud, hvis hun ikke selv ligger det tilbage på værelset. "Jeg kan ikke bære det, mor"

KOM NU, MANDAG.

Havde virkelig aldrig troet, at jeg skulle kunne glæde mig sådan til mandag, og troede faktisk, at jeg var den eneste, der havde det sådan. Har senere fundet ud af,  at jeg har min mandagsglæde tilfælles med stor set resten af småbørnsfamilierne i Danmark og nu forstår jeg meget bedre de storsmilende forældre, jeg møder mandag morgen i børnehaven.