Jeg har været i Virum på kursus, haft ungerne hjemme i 10 dage og haft besøg af ungernes far.
Kurset i online marketing er afsindigt interessant, men det samme kan man næppe sige om DSB. Turen til Virum krævede lange ture i tog og bus. Ikke nok med, at det tager 2 timer at komme dertil fra Næstved, men på den første kursusdag skulle der selvfølgelig falde byggeaffald ned på skinnerne, så jeg måtte stå af på en station i den nordlige del af København og køre i bus gennem byen. I myldretiden. Jeg elsker København. Det er en smuk by og jeg fik både set Marmorkirken, Kongens Nytorv, Christiansborg, kanalerne og Tivoli. Det var bare bad timing. Man skal ikke bevæge sig ind i Københavns centrum kl.15 om eftermiddagen, medmindre man er på gåben eller cykel. Man skal slet ikke gøre det nu, hvor de er ved at udbygge metronettet og har omdannet vores hovedstad til en gigantisk byggeplads med et hav af afspærrede gader. København er et virvar af busser, biler, varevogne, barnevogne, fodgængere og cyklister. Der mangler bare nogle elefanter og lidt tuden i hornene, så vil det være som at befinde sig i Bombay.
Jeg tog afsted på kursus kl.6.30 om morgenen og var ikke hjemme før kl.19, så farmand, der berigede os med visit fra Holland, skulle passe børn to dage i træk.
Folk, der ikke omgås små børn i det daglige, ved, hvor udmattende sådan nogle størrelser kan være, og når der så er tale om 2 dage i træk, fra morgen til aften, kan vi godt begynde at bruge ordet "udfordring"
Den første dag var alle i godt humør, da jeg trådte ind ad døren. Huset lignede Hiroshima, men jeg havde forberedt mig mentalt og overså uden problemer tallerkener med madrester, kopper med gammel mælk, beskidte sko og støvler, en ekplosion af legoklodser, dukker, dukkevogne, klapvogne, balloner, tæpper, dukketøj, biler....Dyb indånding og skyklapper på. Far og børn havde hygget sig og nydt at være alene sammen. Så langt, så godt. Jeg havde frygtet, at farmand ville bukke under efter en hel dag med ungerne, men alt var fryd og gammen.
Dagen efter så situationen lidt anerledes ud. Huset lignede sig selv. Fra dagen før altså. Dog var det spædet op med lidt mere legetøj og et spisebord, der indeholdt alt fra morgenmad til middagsmad til aftensmad og alle måltider ind imellem. Plus drikkelse. Køleskabet måtte føle sig fælt ensomt.
Jeg kunne høre børnenes glade latter og da jeg trådte ind i stuen hoppede de også lykkeligt op og ned i sofaen. Men deres far lå helt stille og kiggede. Fra morgenen før var han sådan cirka blevet 20 år ældre. Manden, der i lange perioder arbejder i døgndrift var slået ud af to dage med Victoria på 2½ og Hjalte på 14 måneder. Han lignede seriøst en, der trængte til rekreation, men det var bare et rigtigt dårligt tidspunkt, for foran os havde vi en uge med børn fra morgen til aften.
Det blev en hård påske. Jeg behøver vidst ikke gå i detaljer, men med en træt far, regnvejr og en mor, der higede efter at komme over til sin computer og bruge nogle af de værktøjer, hun havde fået på kurset, var der ikke grobund for en succesfuld ferie. Børnene hyggede sig og var glade for at have deres far hjemme, men selv børn kan få for meget og alle var lykkelige ved gensynet med vuggestue og børnehave igår.
Nu er vi back to normal og alle er glade. Selv madpakkerne er en nydelse i disse dage og jeg har lovet mig selv, at næste gang jeg bander madpakkerne langt væk, skal jeg huske på påskeferien og bare nyde min næsten autistiske hverdag, hvor alt nærmest sker på klokkeslet og ikke byder på overraskelser som forsinkede toge, myldretid og timer væk fra hjemmet og mine to små poder, der altså nu består af et vuggestuebarn og et børnehavebarn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar