Er du lykkelig?

Åhhhhhhhhhhhhh...stilhed. Ingen børn. Ingen mand. Bare fred og ro. Jeg elsker den tid på morgenen, hvor jeg har afleveret ungerne og sidder foran min computer med en kop dejlig, varm kaffe, der ikke er blevet skænket og har stået en time og ventet på at blive drukket, fordi jeg lige skulle skifte ble, hjælpe med tøj, børste nogles tænder eller lave madpakke.

Det er hyggeligt, når farmand er her. I hvert fald de første par dage. Derefter går det ned ad bakke, fordi jeg simpelt hen ikke magter for mange svingninger i den daglige rytme. Som jeg har skrevet før, er jeg blevet lettere autistisk efter, jeg har fået børn. Jeg bliver nervøs og irriteret, hvis den daglige rytme bliver ændret for meget. Jeg kan godt tage på ferie, men når vi er herhjemme, er både ungerne og jeg tilfredse med, at der foregår det samme stort set hver dag. Så ved man, hvad der skal ske. Der er ingen overraskelser og store udsving.
Når farmand kommer, glæder vi os. Vi bliver belæsset med gaver, ungerne får lov at være lidt længere oppe, de får slik og chokolade, er ikke sultne til måltiderne og meget hurtigt bliver det hele for meget for os allesammen. Ungerne mangler ro, jeg mangler orden og farmand har fået nok af skrig og skrål. Så starter hyggen for alvor og vi ligner lige pludselig en hel almindelig familie, der er godt træt af tilværelsen

Jeg er sådan en person, der tager mit liv op til revision engang imellem. Nogle gange går det hele op og jeg synes, livet er ganske dejligt. Andre gange er jeg knap så lykkelig, og så prøver jeg at gøre noget ved det. Langt de fleste mennesker lader sig nøje og fortæller sig selv, at man ikke kan være lykkelig altid og at det jo går meget godt. Det er selvfølgelig super for dem, men jeg ved godt, at mange mennesker lader stå til, fordi de er bange for at give slip. Man ved, hvad man har, men ikke, hvad man får. Der må jeg så sige, at jeg altid har fået noget bedre igen. Hvis man virkelig er træt af noget, bliver alt nyt stort set taget imod med kyshånd. Så man skal ikke være bange. Jeg siger heller ikke, at man skal slippe alt, hvad man har i hænderne og springe ud og over klippen, men livet er alt for kort til at have et job, man hader eller leve med en person, der gør en ulykkelig. Nogle gange fortsætter vi, fordi "det altid har været sådan", men det, der var engang behøver jo ikke være godt nu. Man går jo heller ikke i samme slags jeans hele livet. De fleste gør i hverfald ikke.
Inden jeg fik børn, var der nok nogle, der ville betegne mig som værende temmelig flyvsk :-) Jeg kan huske, min mor engang på en ferie, fortalte en fyr, jeg flirtede med, at jeg var en sommerfugl, der fløj fra blomst til blomst. Jeg smilede bare og synes sgu egentlig, det var et meget smukt billede. Hun har også altid sagt, at hun tænkte på mig, når hun hørte sangen "Fuglene" af Lene Siel: http://www.youtube.com/watch?v=yOBEEzy0VnQ. Der ligger meget egoisme i at fravælge og tilvælge i livet,men man skal også tænke på, at det sjældent er de ulykkelige, der spreder glæde og har overskud til at hjælpe andre.

Nu har jeg to børn og det betyder, at sommerfuglen holder sig til samme bed. Jeg bliver i Appenæs og håber mine unger kan vokse op her, men derfor kan jeg stadig have drømme og mål, der ikke går ud over ungerne. Foreksempel har de fleste med små børn købt et hus. Derudover har de en mand, en bil og et fuldtidsarbejde. Nogle er lykkelige, mange er ulykkelige. Det er mit liv for kort til. Jeg bor til leje i et prægtigt hus, som har givet mig mange gode minder, da jeg også boede her, inden jeg blev frihedsberøvet og fik børn. Det kan godt være, jeg køber hus en dag, men lige nu er det ikke noget ønske. Det jeg ønsker mig nu, er heller ikke et fuldtidsjob, men en 20-25 timers arbejdsuge, der giver mig overskud til mine børn. Gift bliver jeg nok aldrig og mine unger er vant til, at det bare er os tre, og jeg tror sgu, vi er nærmest lykkelige i vores lille trekløver.

Det kan være svært at tage visse valg, men når jeg er i tvivl, forestiller jeg mig, at jeg får konstateret kræft. Det sætter lynhurtigt tingene i perspektiv og ja, det kan virke brutalt, men størstedelen af os, døer af den sygdom, så det er ikke urealistisk at forestille sig at få diagnosen. Så "kys det nu, det satans liv", som Steffen Brandt synger, eller gør som Christian Richardt, der i 1867 skrev "Altid frejdig, når du går" 

"Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller"