fredag den 23. marts 2012

Spansk forår

For nogle år siden, da jeg boede her på Bakkevej første gang, fik jeg den ide, at jeg ville kreere en spansk patio. Den består af et hav af blomster, der er plantet i alverdens forskellige krukker. Blomsterne står så rundt omkring i gården, hænger på væggen og ned fra halvtaget, hvis man altså har sådan et. Jeg havde hverken halvtag eller gård, men en terrasse, hvor jeg sagtens kunne se mit projekt for mig. Det ville blive så flot. På et loppemarked fandt jeg en flyttekasse fyldt med krukker og stor var min glæde, da jeg ved hjælp fra en ven fik slæbt alle krukkerne hjem i min kommende spanske gårdhave.
Der skete så det, at projektet stort set sluttede ved krukkerne. Jeg kunne slet ikke overskue det. Der skulle jo både købes jord og blomster, og alt dette skulle proppes ned i krukkerne, der på den ene eller anden måde skulle ende alle mulige steder og få min kedelige, grå terrasse til at ligne en lækker gård i Spanien.
Man kan måske godt sige, at jeg ikke har de grønneste fingre i dette land. Mine indendørs planter har det fint, men det er stort set også allesammen palmer og kaktusser, der kan leve i lang tid uden at blive vandet.
Billy grinede meget af mit projekt. Han lo dog knap så meget, da jeg skulle flytte og han kom fra Holland for at hjælpe mig. Dér stod flyttepapkassen. Lige så fyldt med krukker, som da jeg købte den. Imellem tiden var der dog sket det, at det havde regnet et par gange. Måske mange gange. Papkassen var i hvert tilfælde våd og det var ikke det nemmeste i verden at flytte den. Man kan godt kalde det umuligt. Billy blev ikke sur, da han måtte i gang med at transportere et utal af små krukker fra papkassen til bilen, men han har efterfølgende nævnt mit spanske gårdprojekt en del gange. Med tiden har han dog fået overskud til at smile af det.
Nu er jeg tilbage på Bakkevej. Det er forår og butikkerne er fyldt med spændende ting til haven. I Lidl købte jeg for eksempel både en haveslange og sådan en buet metalting, der kan vokse roser og alle mulige andre planter op af. Jeg købte også blomsterfrø. En masse. Tror faktisk, der er frø til at beplante et helt gods. I næste uge skal jeg købe sådan et lavt, hvidt hegn, så min lille Hjalte ikke render ud eller falder ned ad skråningen, der fører til græsplænen. Jeg har bestillt blomsterløg hos hollænderen og fortalte meget entusiastisk, at jeg skal ud at købe jord idag. Billy var meget tavs, da jeg fortalte om alle mine projekter og da jeg var færdig, var hans eneste kommentar:" Jeg kan godt høre, at jeg ikke kommer til at kede mig"
De er nu så søde og forstående sådan nogle mænd. Nogle gange behøver man slet ikke bede dem om at gøre noget - de gør det næsten af sig selv.

Smukt forår til jer alle:-)

2 kommentarer:

  1. Hej Jeannie

    Nyd foråret på Bakkevej! Dejligt med en mand der gider hjælpe - skal man helt til Holland for at finde sådan en? Jeg har lavet højbede, men gik død da jeg havde gravet jord bag gården, læsset i trillebør og fyldt 2 af dem op. Mangler at fylde 3... Det er altid rart med projekter i haven :-)
    God søndag!

    SvarSlet
  2. Du behøver ikke tage til Holland for at finde sådan en - jeg "nøjes" med en uges druk på Gran Canaria. Så stod han der og hang i baren og så lækker ud:-)
    Ang. haven, så siger Mr.Dutchman, at i Holland planter man ikke blomster før efter 16. maj. Jeg har selvfølgelig plantet en masse. Kunne jo ikke vente. De ser godt nok lidt slukørede ud, men min kære fader mener nok, at de skal overleve påskens frost og regnskyller:-)

    SvarSlet