Hvad skal barnet hedde?

Da jeg ventede Victoria, vidste jeg ikke, om det blev en dreng eller en pige, men jeg var ikke i tvivl om navnet. Det var jo sådan, at farmand var lidt træg i det og absolut ikke ønskede børn. Jeg satte stolen for døren, men det havde ikke den store virkning. Så satte jeg stolen for døren én gang til, og nu kan jeg faktisk ikke huske, om den efterhånden lidt slidte stol kom frem en gang til, men på et tidspunkt reagerede han da. Han kæmpede dog for sin sag, men det gjorde jeg også og farmand havde knap accepteret omstændighederne, før Victoria blev til den fineste lille ekstra streg på pinden. Når man ønsker sig et barn har man en tendens til at købe graviditetstest i tide og utide, og alligevel får man næsten et chok, når den ventede ekstra streg pludselig er der. De fleste reagerer, som jeg, ved at skynde sig afsted og købe flere test. Når man så har tisset til absolut sidste dråbe og der ligesom ikke foreligger nogle tvivl, så skynder man sig at ringe til lægen, så de kan bekæfte, at der er en baby på vej. De bruger de samme test, men når det nu er foregået hos lægen, er man jo heeeelt sikker på, at den er god nok.
Jeg glemmer aldrig, da jeg stod der i camperen og kiggede ned på de to streger. Den dag i dag kan jeg blive helt syg af lykke, når jeg tænker på det. Men jeg blev også bange. Gud fri mig vel, jeg blev bange (og det kan man vel godt forstå, når man senere ser, hvilke pilfinger, man har erhvervet sig) Det er altså en stor mundfuld at have et lille, levende væsen inde i sig. Et væsen, der lige så stille vokser sig større og større og pludselig ligger i dine arme og er dit ansvar helt alene. Det er hæsblæsende skræmmende, og det bliver jo altså ikke mindre skræmmende af, at man godt ved, der er en mulighed for, at man skal klare det alene. Tanken om, at jeg måske skulle klare det alene, knyttede mig ekstra til min lille, stærke baby og jeg elskede hende fra første sekund, fordi hun havde trodset oddsene og fundet vej ud til mig så hurtigt. Jeg kan huske, jeg lagde min hånd på maven og sagde til min baby: "Vi to, vi skal nok klare det" og lige der vidste jeg, at der jo kun var et navn, der kunne bruges til min stædige baby: Victor eller Victoria. Sejr.

Da det blev Hjaltes tur, blev jeg virkelig overrasket. Det kom i den grad bag på mig, og hvis man kan tale om, at Victoria var stædig og hurtig til at finde vej ud, så må man sige, at Hjalte var en bulldozer fra starten. Men man kan jo ikke kalde en dreng for bulldozer, så jeg overvejede Victor. Den lå jo lige lige for, og begge børn havde været søde til at opfylde mit ønske hurtigt og var fightere, men navnet Victor blev alligevel skrinlagt. Så fulgte lange uger, hvor vi ikke vidste, hvad vi skulle kalde ham. Jeg blev efterhånden bange for, at vi aldrig ville finde et navn og at myndighederne ville kalde ham Margrethe, men så faldt jeg over alle mine rejsebøger med Hjalte Tin. En vaskeægte globetrotter, der elsker at opleve verden. Nu var min Hjalte ganske vist lidt træg til at komme ud og opførte sig ikke som den store explorer, men da han først var her, var der ingen tvivl om, at han var klar til at se verden. Siden hans fødsel har han kigget og kigget og observeret alting, og da mor og far elsker at rejse, ja, så lå den jo også lige for.

Igår sagde Victoria, at hun gerne ville have en søster. Det får hun så ikke, men hvis hun gjorde, så tror, hun skulle hedde Margrethe.
Gud bevare Danmark, søens folk og mine køkkenskabe.