Og så var der jo også lige en anden ting. Eller baby, skulle man måske kalde det. Jeg havde vidst ikke fået nævnt for ham, at jeg rent faktisk godt kunne tænke mig et barn mere, og det var et meget ømtågeligt emne, man ikke bare sådan bragte på bane uden at have lagt en rigtig god strategi. Det emne krævede forberedelse, opvarmning og store portioner tålmodighed. Derfor svarede jeg blot, at vi absolut ikke skulle sælge autostolen, men det blik, jeg sendte ham, sagde nok mere end ord og jeg kunne se på ham, at han vidste, hvad jeg havde på sinde. "Vi skal ikke have flere børn, Jeannie" Jeg ved ikke, hvad jeg svarede. Sikkert ikke andet end "Nåh" , "Okay" eller "Vi får se", men faktum er, at lille Hjaltemand altså kom til verden et år efter. Og nu er min lille baby over et år og huset flyder over med farverigt babylegetøj, bæresele, skråstol, gåstol og sidst, men ikke mindst.....den lille røde Römer Baby Autostol. Jeg har lige taget et billede af den og besluttet mig for, at nu må den afsted, men ak, det gør ondt i mit lille moderhjerte. Hvis jeg bare kunne pakke den ned i de æsker, jeg har lavet til børnene. Æsker med vandrejournal, båndene fra sygehuset, lykønskningskort, Velkommen til vuggestuekort osv osv. Den autostol har båret mine børn vidt omkring og kørt hundrevis af kilometer. Den har været i Holland to gange - en gang med Victoria og en gang med Hjalte. Den har kørt fra København til Næstved et utal af gange, set hvert krog af København og omegn. Den har været fast inventar i Christianiacyklen, blevet brugt, da børnene var babyer og ikke ville sove (for én ting var sikkert, så snart de ramte autostolen, så sov de). Hvilke pris sætter man på sådan en stol?
Og den lille, røde dukkevogn. "Neeeej", tænkte jeg, da jeg tog et billede af den "den kan Hjalte lege med, og Victoria har altid været vild med den". Der er bare det, at der allerede findes 1 gåvogn, 2 dukkevogne og 2 klapvogne i huset. Men den var jo Victorias første dukkevogn og hun var bare så glad og stolt over den. Vi købte den i en genbrugsbutik, da hun var lidt over et år, og aldrig har jeg set min lille pige gå så rank og storsmilende rundt. Hun kunne slet ikke slippe vognen og vi måtte bare købe den. Nu har den så stået i skabet i 8 måneder, men hun husker den åbenbart stadig, for en dag hun sad og kiggede i BR kataloget, pegede hun pludselig på et billede af den og sagde:"Sådan en har jeg også, mor. Hvor er den henne?"
Så er der bæreselen. Den er der knap så mange minder fra. Ingen af ungerne var vilde med den og da det desuden ikke just er letvægtsunger, jeg er beriget med, er det begrænset, hvor meget den har været i brug.
Så måske man skulle starte med at sælge selen, der aldrig blev brugt, skråstolen, vi benyttede et måned, gåstolen, vi købte til Hjalte og som han har siddet i 10 gange, hoppegyngen, vi aldrig fik brugt, fordi Victoria var en tyksak, vi næsten ikke kunne få i og ud af gyngen og fordi farmand var nervøs for, at Hjaltes ædlere dele skulle blive knust ved presset fra vores bulldozerbabys spæde krop. Jeg kan også sælge den fine, lyserøde potte, som Victoria allegevel nægter at bruge, eller den kæmpe bunke af Lamazelejetøj, vi har fået samlet.
 |
| Victoria i den knap så populære hoppegynge |
Det bliver en lang dag, men det er okay. Jeg er glad. Jeg har fået to børn, der er sunde og raske. I dagens Danmark er der mange, der ikke kan få børn og her sidder jeg så med to pragteksemplarer. Gud, hvor er jeg privilligeret. Hvor er jeg heldig. Der går ikke en dag uden jeg tænker på, hvor lykkelig og taknemlig, jeg er for de to. Jeg er også Billy så dybt taknemlig, fordi han trodsede sine egen ønsker og gav mig børnene.
De kan drive mig til vanvid, men jeg glæder mig så afsindig meget til at se dem vokse op og når Victoria så kommer med sine små kærlighedserklæringer, er lykken fuldendt:
"Når jeg blive stor, skal jeg nok skifte din ble, mor"
Ps. Nogle, der har brug for babyting og babytøj?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar