På vej til vuggestuen gik vi forbi en flok mennesker, der
fejrede sølvbryllup. Haven var fyldt med flag, der var lavet æresport,
musikerne var klædt i kjole og hvidt, og familie og venner stod klar til at
fejre dem. Jeg stoppede op med børnene og ventede, til musikkerne spillede, og
det var umuligt at holde tårerne tilbage, da de spillede Det er så Yndigt.
For det er yndigt.
Jeg ved ikke, hvordan
skilsmissestatikkerne ser ud for tiden, men jeg kender mange, der er gift af
praktiske grunde og mange, der har valgt slet ikke at gifte sig. Jeg er heller
ikke gift, og har aldrig haft lyst til det. Jeg har ikke set ret mange
ægteskaber, hvor jeg har tænkt: ”Wau,
sådan et ægteskab vil jeg have” og jeg
har tit spurgt mig selv, hvorfor nogle ægtepar og kærester blev sammen. Det er
tit på grund af børnene og trygheden, men oftest tror jeg simpelthen, det er
fordi, man rent faktisk elsker hinanden. Og når man elsker hinanden er lunten
lang. Rigtig lang. Nøj, hvor har jeg tit tænkt om andre kvinder: ”AT hun finder
sig i det” Og når jeg så tænker på, hvad jeg selv har fundet mig i. Hold da op.
Det skulle tage mig mange år at forstå, at når man elsker hinanden, så giver
man plads, man ser igennem fingre, man lader stå til – og man er i det hele taget
helt utrolig tålmodig og overbærende.
Jeg hører nogle gange mennesker sige, at
de ikke ville finde sig i det ene eller det andet og at de ville smutte fra
partneren, hvis de blev behandlet sådan og sådan. Nej, de ville ikke, og når
folk vælger at forlade hinanden, handler det oftest mere om stolthed end om
kærlighed. Og i bund og grund er det synd for dem, der er så stolte, at de må
forlade deres partner, for jeg tror simpelt hen ikke på, at man kan gå igennem
flere år sammen uden at stoltheden får nogle ordentlige gok i nøden og uden, at
man må sluge nogle kameler.
Parforhold kræver brede skuldre, og derfor
er det så smukt at se på to, der står der med hinanden i hånden og tænker
tilbage på 25 år sammen. De har haft op og nedture, de har råbt og skreget,
været utro og hadet hinanden. Men inderst inde. Der inde hvor det virkelig gælder.
Der ligger kærligheden, og det er den, der gør, at de står der igen og igen og
igen.
Uha du rammer noget der....har lige læst en bog om kærlighed som har givet stof til eftertanke. sig ja- hvad præster ved om kærlighed. den handler netop om det at vælge parforholdet og at kæmpe og arbejde med det på vejen.
SvarSletDen er svær, for ingen kan sige, hvor længe, man skal kæmpe og hvor meget man skal finde sig i. Jeg tror på, man skal lytte til sit hjerte og sin mavefornemmelse. De fortæller som regel, hvillke vej man skal gå:-)
Slet