Det er så yndigt at følges ad..

På vej til vuggestuen gik vi forbi en flok mennesker, der fejrede sølvbryllup. Haven var fyldt med flag, der var lavet æresport, musikerne var klædt i kjole og hvidt, og familie og venner stod klar til at fejre dem. Jeg stoppede op med børnene og ventede, til musikkerne spillede, og det var umuligt at holde tårerne tilbage, da de spillede Det er så Yndigt.

For det er yndigt.

Jeg ved ikke, hvordan skilsmissestatikkerne ser ud for tiden, men jeg kender mange, der er gift af praktiske grunde og mange, der har valgt slet ikke at gifte sig. Jeg er heller ikke gift, og har aldrig haft lyst til det. Jeg har ikke set ret mange ægteskaber, hvor jeg har tænkt:  ”Wau, sådan et ægteskab vil jeg have”  og jeg har tit spurgt mig selv, hvorfor nogle ægtepar og kærester blev sammen. Det er tit på grund af børnene og trygheden, men oftest tror jeg simpelthen, det er fordi, man rent faktisk elsker hinanden. Og når man elsker hinanden er lunten lang. Rigtig lang. Nøj, hvor har jeg tit tænkt om andre kvinder: ”AT hun finder sig i det” Og når jeg så tænker på, hvad jeg selv har fundet mig i. Hold da op. Det skulle tage mig mange år at forstå, at når man elsker hinanden, så giver man plads, man ser igennem fingre, man lader stå til – og man er i det hele taget helt utrolig tålmodig og overbærende. 

Jeg hører nogle gange mennesker sige, at de ikke ville finde sig i det ene eller det andet og at de ville smutte fra partneren, hvis de blev behandlet sådan og sådan. Nej, de ville ikke, og når folk vælger at forlade hinanden, handler det oftest mere om stolthed end om kærlighed. Og i bund og grund er det synd for dem, der er så stolte, at de må forlade deres partner, for jeg tror simpelt hen ikke på, at man kan gå igennem flere år sammen uden at stoltheden får nogle ordentlige gok i nøden og uden, at man må sluge nogle kameler.

Parforhold kræver brede skuldre,  og derfor er det så smukt at se på to, der står der med hinanden i hånden og tænker tilbage på 25 år sammen. De har haft op og nedture, de har råbt og skreget, været utro og hadet hinanden. Men inderst inde. Der inde hvor det virkelig gælder. Der ligger kærligheden, og det er den, der gør, at de står der igen og igen og igen.