Børn, blomster og barrikader

Det har været en herlig weekend med strålende sol og glade børn. Vi har nydt varmen på terrassen. Børnene legede, mor drak en kølig og alt var fryd og gammen.Victoria kan lege selv i timevis. Hun laver alt det mad, man vil have. Spaghetti, steaks, boller, pandekager, pizza. Man skal bare bestille, så får man det. Og man kan selv vælge, om man vil have en grydeske salt på eller en theske salt på. Det er jo service. Så sidder man der i solen og får serveret alle sine ynglingsretter, og man skal ikke engang betale. Det kommer nok senere, for Victoria er udemærket godt klar over, at der findes et fænomen, der hedder "penge". " Jeg skal lige ned til Mallorca og købe nogle penge", siger hun. Det kan så godt lyde som om, at hendes forældre har skumle forretninger på solskinsøen, men det har vi altså ikke, for Victoria skal også nogle gange ned i Brugsen og købe penge. Igår, da vi spiste, sad hun lidt og studerede mig og spurgte så: "Mor, har du penge?" Hvis spørgsmålet var kommet fra en voksen, ville det være underforstået - har du MANGE penge, men nu var det Victoria, der spurgte, så jeg svarede helt roligt, at det havde jeg, ellers kunne jeg jo ikke købe mad. Jeg var parat til at komme med en længere udredning, men hun havde åbenbart fået det svar, hun ønskede, for hun vendte sig blot mod sin tallerken og spiste roligt videre. Det er selvfølgelig heller ikke et spørgsmål, der som sådan kalder på lange forklaringer. Når jeg har spurgt mine forældre om det samme, har et "ja" eller et "nej" været rigeligt svar. Nok til at vide om man skulle blive, eller gå videre til den næste.

Hjalte interesserer sig ikke for penge. Han vil bare have action. Han havde ikke været ude ret længe, før det første udbryderforsøg skete. Han kiggede på mig, smilede og spurtede afsted ud mod vejen med en klukken, der kom helt nede fra maven. Så er det svært at skælde ud. Det var det dog ikke 5.gang, han forsøgte. Desværre ignorerede han mig fuldstændig.  Det var bare skægt at stikke af. Og jo flere barrikader, jeg satte op, jo større var udfordringen. Han kryb under barnevognen, forsøgte at løfte en 20kg tung blomsterkrukke og gjorde i det hele taget alt, hvad der stod i hans magt for at komme forbi, mens jeg begyndte at overveje, om man lige skulle gå ind og slå Albatros op. Måske man kunne få et par fif fra arkitekten.
Jeg vandt. Eller Hjalte blev træt af legen. Han begyndte at kede sig og valgte at gå i sandkassen og spise nogle ordenlige skefulde sand i stedet for. Indtil han opdagede, at jeg havde udnyttet tiden til at fylde mine krukker med blomstermuld. Det kan også være, han blev tændt af  hans søsters glade udråb: " Neej, mor, må man lege med det?" Jeg ved virkelig ikke, hvorfor hun spurgte, for det var ikke fordi, hun ventede på svar og Hjalte ventede slet ikke på noget som helst. Han tjekkede sin søster ud og det tog ham ikke mange sekunder at finde en ske og gøre hende kunsten efter: grave, grave, grave. I mine krukker. "Nej, Hjalte", sagde jeg, mens jeg løftede min lille dreng op og satte ham over i sandkassen "Se en fin sandkasse, du har her" Jeg nåede ikke engang at vende mig om, før han var ude af sandkassen og henne ved nærmeste blomsterkrukke. I mellem tiden havde Victoria, trods adskellige formaninger, næsten tømt en krukke for det mørke jord. "Se mor, en fin chokoladekage".

Det er mandag. Huset er noglelunde ryddeligt. Der ligger ikke ting alle mulige og umulige steder. Det er forår. Næsten sommer. Og min terrasse ligner en slagmark. Den er barrikadet af havestole, bænke, halvfyldte krukker, cykler og barnevogne. Det flyder med graveskeer, river, sandforme, spande, biler, diverse transportmilder til børn, sand og sidst, men absolut ikke mindst: blomstermuld.
Det er forår. Jeg er ved godt mod. Så nu kører jeg i Lidl og køber blomster. De skal plantes, inden terroristerne ankommer i eftermiddag.  Så er der en chance for, at de overleve til næste weekend.