At tage afsked

I går rejste Mie. Hun var en af pædagogerne i vuggestuen. Vi vidste godt, hun skulle stoppe, men omstændighederne gjorde, at hun måtte stoppe temmelig pludseligt og ikke fik sagt farvel til forældrene. Det fik mig til at tænke på dét der med at tage afsked. Der er vel ikke nogle, der synes, at det er specielt sjovt - medmindre det drejer sig om en person, man længe har ønsket at se ryggen af.

Da jeg boede i Spanien, blev jeg rigtig god til at sige farvel. De første år lavede jeg stort set ikke andet end at sige goddag og farvel til udlændinge, der kom til Spanien for en kort periode. I starten var det hårdt, fordi man gang på gang stod med følelsen af at blive ladt alene tilbage. Når man bor i udlandet og skal opbygge en vennekreds, starter man naturligt nok helt forfra. Der er ingen, der kender din baggrund, ingen kender din familie, dine venner, din barndom, din historie. Dét kan selvfølgelig være en fordel, men tro mig, det kan også være en ulempe. I starten er man ude på nye eventyr og alt er sjovt, men i længden bliver det trættende, at alting skal forklares. Personer skal beskrives og oplevelser skal genfortælles. Igen og igen og igen. Du er et stykke blankt papir, som ingen har tegnet på eller skrevet på. Der er ikke en eneste streg, og du fylder selv ud. Nu er det bare sådan, at det er de samme mennesker, du gerne vil fortælle om og de samme hændelser, der ligger dig på sinde. Derfor bliver papiret gang på gang fyldt ud med de samme tegninger og de samme ord. Efterhånden bliver man træt, og efterhånden begynder det at gøre ondt. For hver person, du beskriver, for hver historie, du fortæller, giver du noget af dig selv til en anden person, og når de så gang på gang pakker dig ned i kufferten sammen med de andre souvenirs. Så misten man lysten til at fortælle. Jeg har ikke tal på, hvor mange mennesker, jeg har taget afsked med på ferier og udenlandsophold, men i Spanien lærte jeg mig selv at holde alle mennesker fra en meters afstand. Det gør afskeden forhåndsvis nem, men det gør også dit liv forhåndsvist tomt. Alligevel fortsatte jeg med at holde mennesker på afstand i mange år og nu, hvor jeg igen  har åbnet, er det sjældent, der skal tages afsked, men det er stadig ikke sjovt.
Nogle mennesker er i dit liv i kort tid, men gør et uforglemmeligt indtryk, andre kan stå ved din side det meste af dit liv, og du bemærker dem dårligt. Mie, pædagogen i vuggestuen, er en af de personer, man ikke rigtig kender, men som man bare synes om. Hun har været min datters sikre base i vuggestuen, hende Victoria altid tyede til og talte om derhjemme. På det halve år vi har kendt Mie, er der jo ingen grænser for, hvor stor Victoria er blevet og hvor meget hun kan klare sig selv ( i hvert tilfælde når ordet børnehave kommer på banen), men Mie var den, der var der i starten. Både for Victoria og mig, Hun havde altid tid til en snak, var altid god til at komme med gode råd og var god til at fortælle om pædagogikken bag de ting, de foretog sig med børnene.
Jeg er taknemlig for at have mødt en person som hende, men glad for, at vi undgik afskeden, for mor her er blevet en være tudemarie og ved, at tårekanalerne ville komme på overarbejde ved en afsked. Så i mit stille sind, sender jeg Mie en tanke og ønsker hende alt vel på sin senere færd. Håber solen må skinne på hendes vej og glæder mig over, at andre forældre og børn nu for glæde af hendes blide sind og kompetente pædagogiske evner.
God vind, Mie.