At bo i udlandet

Jeg har boet i udlandet af flere omgange og er tit blevet spurgt, hvordan jeg dog har turdet og hvordan jeg har kunnet undvære familie og venner. Når man sidder trygt hjemme i lille Danmark, kan det virke helt uoverskueligt at skulle flytte til et andet land, men for mig har det jo handlet om, at jeg ikke har kunnet lade være. Da jeg var 16 år og havde afsluttet  9.klasse var jeg klar til at tage af sted til Schweiz, Østrig eller Tyskland for at lære tysk. Mine forældre var dog ikke helt med på ideen og efter lange forhandlinger lykkedes det dem at overtale mig til at tage et år på Handelsskolen. Så kunne jeg altid komme tilbage og få en læreplads. Jeg festede mig igennem året og tog til Tyskland, så snart jeg blev færdig. Jeg tilbragte 6 lærerige måneder i Bremen. Det var absolut ikke lutter lagkage, men ikke desto mindre gav det mig blod på tanden og efter at have afsluttet min HF eksamen, blev det Spaniens tur. Jeg var af en eller anden grund blevet vild med Spanien. Jeg kendte intet til landet, men havde en mavefornemmelse, der sagde, at jeg bare måtte derned. Faktisk var ønsket så stort, at jeg besluttede mig for at gå ud af gymnasiet, hvis de ikke fik spansk på skemaet. Rektor bekendtgjorde, at hvis jeg kunne samle et hold, ville de finde en spansklærer. Jeg fik samlet holdet, de ansatte en lærer, og siden har der været spansk på Næstved Gymnasium.

Det, der skulle have været et halvt år i Spanien, blev til 5 fantastiske år i Cartagena og Alicante. Spanien er blevet en del af mig, det er krybet ind under huden og jeg får stadig tårer i øjnene, når vi rammer den spanske jord.

Efter nogle år på universitet var det tid til noget nyt, og jeg bookede en ferie 3 uger på Gran Canaria for at finde et job dernede. Inden jeg noglesinde ankom, havde jeg dog ombestemt mig og vidste ikke rigtigt om det skulle være Spanien igen.  På ferien mødte jeg nogle helt fantastiske, festglade irer, der syntes, det kunne være sjovt, jeg kom til Dublin. Det gjorde jeg så. I 3 måneder. Desværre fik min mor så konstateret kræft og jeg valgte at afbryde mit ophold og tage hjem. Det har jeg aldrig fortrudt, for min mor døde et par måneder efter. Hendes død lagde en dæmper på trangen til at rejse ud og gav også svaret på, hvordan man tør rejse ud og hvordan man kan undvære venner og familie. Man rejser ud, fordi man ikke kan lade være og fordi, man ved, der er nogle at komme tilbage til. Uanset hvor jeg har været i verden, har Appenæs altid været mit hjem, og det kan ikke sammenlignes med de lækreste strande, de højeste bjerge eller det dejligste solskin. Når man har familie og venner er man aldrig alene – uanset hvor i verden, man er. Når du rejser ud, er der jo en ting, der er helt sikkert: Du kan altid komme hjem.

Tak for alt mor.