Jeg har boet i udlandet af flere omgange og er tit blevet
spurgt, hvordan jeg dog har turdet og hvordan jeg har kunnet undvære familie og
venner. Når man sidder trygt hjemme i lille Danmark, kan det virke helt
uoverskueligt at skulle flytte til et andet land, men for mig har det jo
handlet om, at jeg ikke har kunnet lade være. Da jeg var 16 år og havde
afsluttet 9.klasse var jeg klar til at tage
af sted til Schweiz, Østrig eller Tyskland for at lære tysk. Mine forældre var
dog ikke helt med på ideen og efter lange forhandlinger lykkedes det dem at
overtale mig til at tage et år på Handelsskolen. Så kunne jeg altid komme
tilbage og få en læreplads. Jeg festede mig igennem året og tog til Tyskland,
så snart jeg blev færdig. Jeg tilbragte 6 lærerige måneder i Bremen. Det var
absolut ikke lutter lagkage, men ikke desto mindre gav det mig blod på tanden
og efter at have afsluttet min HF eksamen, blev det Spaniens tur. Jeg var af en
eller anden grund blevet vild med Spanien. Jeg kendte intet til landet, men
havde en mavefornemmelse, der sagde, at jeg bare måtte derned. Faktisk var
ønsket så stort, at jeg besluttede mig for at gå ud af gymnasiet, hvis de ikke
fik spansk på skemaet. Rektor bekendtgjorde, at hvis jeg kunne samle et hold,
ville de finde en spansklærer. Jeg fik samlet holdet, de ansatte en lærer, og
siden har der været spansk på Næstved Gymnasium.
Det, der skulle have været et halvt år i Spanien, blev til 5
fantastiske år i Cartagena og Alicante. Spanien er blevet en del af mig, det er
krybet ind under huden og jeg får stadig tårer i øjnene, når vi rammer den
spanske jord.
Efter nogle år på universitet var det tid til noget nyt, og
jeg bookede en ferie 3 uger på Gran Canaria for at finde et job dernede. Inden
jeg noglesinde ankom, havde jeg dog ombestemt mig og vidste ikke rigtigt om det
skulle være Spanien igen. På ferien
mødte jeg nogle helt fantastiske, festglade irer, der syntes, det kunne være
sjovt, jeg kom til Dublin. Det gjorde jeg så. I 3 måneder. Desværre fik min mor
så konstateret kræft og jeg valgte at afbryde mit ophold og tage hjem. Det har
jeg aldrig fortrudt, for min mor døde et par måneder efter. Hendes død lagde en
dæmper på trangen til at rejse ud og gav også svaret på, hvordan man tør rejse
ud og hvordan man kan undvære venner og familie. Man rejser ud, fordi man ikke
kan lade være og fordi, man ved, der er nogle at komme tilbage til. Uanset hvor
jeg har været i verden, har Appenæs altid været mit hjem, og det kan ikke
sammenlignes med de lækreste strande, de højeste bjerge eller det dejligste
solskin. Når man har familie og venner er man aldrig alene – uanset hvor i verden,
man er. Når du rejser ud, er der jo en ting, der er helt sikkert: Du kan altid
komme hjem.
Tak for alt mor.
Smukt sagt, Jeannie!
SvarSlet