Victoria og Hjalte

Denne blog vil jo hovedsageligt komme til at handle om livet med mine to børn, Victoria og Hjalte. Derfor er det vel nok på sin plads at starte med en lille præsentation.



Victoria var hende, jeg opdagede i camperen på Copenhagen Camping i København og Hjalte var ham, der meldte sin ankomst uden at give nogle besked. Lige pludselig stod jeg bare igen og kiggede på to streger og var fuldstændig uforstående overfor, hvordan det kunne være sket. Altså..man har jo nok en lille fornemmelse, men som I vil komme til at læse om senere, var der visse opstartsvanskeligheder med deres far.

Men nu er de her, Victoria og Hjalte. Lillepigen og bulldozeren, der ankom til verden i maj 2009 og i februar 2011.

Victoria fylder snart tre år og skal i børnehave. Stod det til hende, var hun startet - ikke mindst fordi børnehaven og vuggestuen kun er adskillt af en meter bred gang, der betyder, at det tager cirka 2 sekunder at komme tilbage til vennerne i vuggestuen. Hun er bevidst om, at der er ting, man dog skal kunne for at komme i betragtning som børnehavebarn. For eksempel skal man selv kunne tage tøj på.  Det har hun sådan set kunnet længe, men når der kommer en lillebror, der pludselig tager al opmærksomheden, fordi han ikke kan finde ud af noget som helst og skal have hjælp hele tiden, så må man jo finde en måde at få lidt opmærksomhed på, og hvad er bedre end at få mor til at hjælpe med tøjet. Men altså. Det er der helt styr på nu. Det er straks værre med bleen. Den er der ikke helt styr på. Eller, jo det er der. Den sidder godt til og skal åbenbart ikke skiftes ud. "Jamen, Victoria" siger mor her så :" Man bruger da ikke ble, når man går i børnehave" Men min lille pige ved skam godt, hvad der foregår ude i verden og svarer prompte."Nej, så tisser man bare i bukserne"

Hjalte går i samme vuggestue og er ny i faget. Hvad han mener om stedet, er svært at sige, for han koncentrerer sig mest om at gå. Han er blevet rigtig god til det. Kan gå flere meter. Han er gul og blå på måsen, men hvad gør det, når man selv kan valse af sted og oven i købet kan vrikke til musikken og ligne en, der danser. Tag den, tænker han sikkert, og giver lige hoften et ekstra vrid, mens han sender et charmerede blik til sin mor, der for 20.ende gang denne morgen, sidder på gulvet og sætter plastikskåle tilbage i det skab, som Hjalte lige har tømt og som han sikkert vil tømme igen, såsnart hun vender blikket den anden vej.

Hjalte er lige fyldt et år. I bøgerne står der, at når man er et år, så sover man igennem og skal ikke have flaske om natten. Desværre kan Hjalte ikke læse, og da han heller ikke lytter til sin mor, hygger vi os rigtig meget om natten, når han synes, vi lige skal ses. Sådan hver anden time, nogle gange hver time. De sidste par nætter har han dog ikke savnet mors selskab så meget. Det er også i orden. Helt igennem i orden. Så vil jeg hellere ses over et tømt skab. Næste gang vil søster måske hjælpe med at sætte på plads, for hun har lige fundet ud af, at i børnehaven, der rydder man op efter sig.