Victoria og janteloven

Min datter er klog. Det er selvfølgelig ikke bare noget, jeg skriver, fordi jeg er hendes mor (øøøhhhh), men hun er faktisk ret god til mange ting. Det mener hun i hvert tilfælde selv.  Når jeg står og laver mad, spørger hun af og til, om hun må hjælpe. Når jeg så giver hende lov, får jeg da lige at vide, at hun er god til at lave mad. Bare så jeg ved det, ikke.

Den anden dag synes jeg, Hjalte var lidt varm og jeg siger så højt, at jeg hellere lige må tage hans temperatur. Straks er min lille kloge tulipan på banen: "Mor, man kan altså godt være syg, selv om man ikke er varm"
Godt så.

Når det gælder Hjalte, er hun noget nær ekspert. Hun ved altid, hvorfor han græder. Den anden dag var det jo fordi, han ville have en anden mor, men det  kan også være fordi, han er lækkersulten og vil have noget oppe fra skabet. Andre gange vil han gerne se tv. Det kan også være, han vil en tur ned til morfar. Eller i svømmehalen. Eller til Mallorca.
Det er jo helt klart, at hans gråd aldrig har noget med Victorias egne ønsker at gøre. Det er et rent  tilfælde, at det så lige falder i hak med de ting, hun har lyst til.

Hun er også god til at svømme, dykke, bage, tegne, slå kolbøtter, gynge, rutche, danse osv. Måske skulle jeg nævne det, hun ikke er godt til. Tror, jeg har hørt hende sige to gange, at der var noget, hun ikke kunne. Kan bare ikke huske, hvad det er. Ved dog, at hun får et chok, når hun opdager janteloven - hvis hun altså ikke bare kigger på den og siger :"Nåh"  I så tilfælde skal hun nok få gang i snakken i det lille Appenæs...

WebRep

currentVote

noRating

noWeight

Ny mor ønskes..

Så er endnu en weekend vel overstået. En weekend, der ellers kunne have gået hen og blevet en af de lange af slagsen. Lørdag morgen sidder vi inde i stuen og vågner lidt op, men Hjalte er sulten og går småklynkende  ud i køkkenet. Jeg kalder på ham og rejser mig for at gå ud til ham, da min dejlige datter udbryder: "Han er ked af det, fordi han vil have en anden mor" SLAM, tag DEN, og ha så en god weekend, siger jeg bare! Jeg fortæller min søde, lille pige, at man altså ikke bare sådan lige kan få en ny mor. Jeg havde bare glemt, at hun ved bedst: "Jo mor, det kan man på biblioteket"

Hm. Jeg er uddannet bibliotekar og synes bestemt ikke, der stod noget om nye mødre i mit pensum, men det er selvfølgelig også mange år siden.

Ungerne fik altså ikke byttet deres mor ud, og var vidst også tilfredse nok, da de havde fået deres morgenmad.

Senere besøgte vi "Hjaltes venner", som Victoria kalder dem. Det er mødregruppen, som vi af og til mødes med. Vi har sprunget over et par gange og jeg fik næsten et chok, da jeg trådte ind og så de her børn, der lige pludselig havde udviklet sig til små menneskebørn. Waldemar var der ikke i lørdags, men lille Emma er eneste pige og en rigtig en af slagsen med rottehaler og kjoler, Villads er den søde dreng i klassen. Han rydder op og gør hvad der bliver sagt og endeligt er der så William og Hjalte tilbage. Det er søde drenge, men de finder sig ikke i noget og de ville selvfølgelig lege med det samme hele tiden - og de fik morgenen til at gå med at tage legetøj fra den anden. Det meste klarede de selv ved at skubbe til hinanden, men hen ad ved middagstid, hvor trætheden meldte sig, endte det med forfølgelse, brydekamp og til sidst kom tårerne også. Jeg så en side fra mine lille dreng, som jeg ikke har set før. Jeg er stolt af, at han ikke sådan lige giver op, men tager kampen op og kæmper for sin sag. Håber bare, at han bliver lige så god til at kæmpe med ord, som han er til at kæmpe med sin krop!

På vej hjem tog vi lige et par ekstra runder og da Hjalte faldt i søvn på madrassen i Christianiacyklen, kørte vi ned til morfar, hvor Victoria næsten fik lov til at spise sit lørdagsslik i fred for sin sliksultne morfar.

Søndag startede lidt bedre end lørdag - nemlig med hjemmebagte boller og besøg af min veninde, Jette. Efter morgenmaden pakkede vi tasker og tog i svømmehallen, som er og bliver et hit. Personligt hader jeg det gys, man skal igennem, når man går fra omklædningen til bassinerne. For jer, der ikke kender Næstved svømmehal, kan jeg fortælle, at for at komme til bassinerne skal man ud i et rum, der fører ud til en lille gang, hvor der så går trapper op til bassinerne. Jeg lyver ikke, når jeg siger, det er iskoldt og ungerne reagerer prompte på kulden, så veg de forældre, der ikke har givet ungerne noget på udover badetøjet. Håber, at NIF og HG en dag kan tage hinanden i hånden og bygge en sportshal/svømmehal i fælleskab.
Bortset fra kulden, så er jeg blevet beriget med to vandhunde af nogle børn. Hjalte flød rundt i bassinet, i ført en badering, to vinger og en vandkande. Victoria kastede sig ned i vandet og brugte al tiden på at lære at få hovedet under vand. I lang tid har hun påstået, hun kunne dykke. I hendes verden betød det, at få hagen under vand, men nu er hun efterhånden nået så langt, at hele hovedet kommer ned. Selvfølgelig går det hele lidt nemmere, når der står to store piger og spørger hende, om hun vil lege med dem og derefter viser hende, hvordan de dykker.  Sjovt, som små børn hurtig føler, de har fået nye venner. Da vi på et tidspunkt kommer tilbage til bassinet efter at have været på toilettet, udbryder Victoria:"Hvor er mine venner?"

Victoria fandt sine venner igen, fik leget lidt mere og da vi kørte mod Appenæs, var det to meget trætte børn, der sov det meste af eftermiddagen. Og sådan fik mor også lidt ud af weekenden :-)

WebRep

currentVote

noRating

noWeight

Malermester Mortensen

Jeg er oprigtigt ked af at have svigtet jer de sidste uger, men jeg havde lige et liv, der skulle ordnes. Sådan er det jo med det liv. Det skal lige fikses ind imellem. Det er ikke helt skruet sammen endnu, men det bliver mit liv alligevel aldrig. Dog er jeg på rette vej. Nogle gange kommer man til at dreje af for tidligt. Eller for sent. Nogle vælger så at fortsætte og håber på, at der senere kommer en vej, hvor de kan dreje af, og jeg har også ventet på den sidevej, men den kom ikke, så jeg tog en U-vending og skulle lige komme mig over rystelserne. Det kan jo godt tage et par uger.
Nu er mit hjerte og jeg atter på rette vej......vi skal bare lige have klaret et par småjusteringer og nogle ting i huset...

Vi bor jo til leje her på Bakkevej. Det betyder, at man tænker sig om 2 gange, før man foretager de store investeringer. Jeg har lagt lidt gulv på, og så har jeg malet. Og malet. Og malet. Billy er kommet med en masse maling fra Holland og jeg synes åbenbart, at jeg skulle prøve alle farverne, så der sidder snart så tykt et lag på væggen mellem børneværelset og soveværelset, at jeg ikke behøver tænke på at isolere.
En dag kom Victoria så ud til mig i køkkenet og bad mig komme ind på værelset:"Kom og se mor, jeg har malet værelset. Er det ikke blevet flot?" "Åh nej", tænkte jeg"hvad har hun lavet" Hun havde ikke lavet noget, men legede, at hun havde malet og flyttet om. Ikke bare i børneværelset, men også i soveværelset, i gangen, i køkkenet og i stuen. Hun slæbte mig rundt i hele huset: "Er det ikke blevet fint?" spurgte hun med en meget voksen stemme.

Så holdte jeg mig i ro i et par uger. Koncentrerede mig om mit arbejdsliv, og vendte så igen tilbage til penslerne. Med dem kan man trods alt farvelægge, som man lyster. Bare spørg Victoria. Og Hjalte. Nu skal jeg ikke prale, men vi er sgu lidt af nogle kunstnere her i huset. Ser man for eksempel soveværelset, kan man godt se, at jeg har været igennem et par farver, men det er ingenting i forhold til, hvad Victoria har lavet. Den anden dag skulle hun male et par grankogler. Hjalte sov, så jeg tænkte, at hun da lige kunne få nogle bøtter fingermaling at muntre sig med. Hun er jo sådan en stor pige.
Jeg ved ikke, om jeg fortrød det, men det kan stadig gøre mig træt blot at tænke på, hvad hun nåede at udrette. "Se mig mor" sagde min lille blå pige, der havde blandet farverne i bøtterne sammen, så vi nu havde én farve maling fordelt på 5 bøtter,  der oven i købet var farvelagt udenpå med store, fede klatter. Så var der jo stolen, gulvet og alt det, hun nåede at røre ved på vej hen til vasken. Jeg hader at sige det, men jeg blev lidt sur. Det er synd for kunsten og hendes kreative udfoldelser, men hun fik altså en enkelt bemærkning eller to med på vejen.

Det samme gjorde Mr. Hjalte van Goch, da han overgik os begge og fik farvet sig vej gennem huset med en tusch i hver hånd. Gulv, kommode, sofahynder, vægge, døre, vinduer og borde. Alle havde de lige fået en lille kreativ hilsen - signatur, om man vil- fra min lille halve hollænder.

Og det er blot lidt af det, vi har oplevet siden sidst..

WebRep

currentVote

noRating

noWeight

Blide piger, vilde drenge...

Jeg ved godt, det er noget nær 100 år siden, jeg har skrevet noget, men jeg har haft lynendes travlt med at holde ferie, nyde sommeren, drikke kold øl i skyggen og passe mine to efterhånden gran voksne børn.
Da vi tog til Holland, fortalte jeg Victoria, at de ikke har store bleer dernede, så hun ville blive nødt til at smide den. Men da vi så kom derned, skulle vi jo hele tiden noget og der var ikke overskud til  projekt ble-af. Da vi kom hjem, erklærede jeg så, at nu var det altså ud med bleerne og ind med potten. Hun var ikke 100 % med på den, men kunne godt fornemme, at jeg ikke gad det blesjov mere. Nu, 2 uger efter er hun blefri, og det er ikke mange uheld, der har været. Og som hun sagde forleden:
"Mor, dengang jeg var baby, brugte jeg også ble, ikk?"

Madonna ano 2012

Hjalte pludrer løs og prøver at fortælle en masse. Det kan jeg sådan set godt sætte mig ind i. Det er der nok mange kvinder, der kan. Han siger ikke ret mange forstålige ting udover "pappa" og "vov", men han har jo hele livet for sig, og som jeg før har været inde på, er der rigeligt med snaksalige mennesker her i hytten. Måske er det ikke så mærkeligt, at han ikke kan flere ord. På sin vis burde han jo have et kæmpe ordforråd i betragning af, hvor mange input, han får. På den anden side kan det måske også til tider være svært at få et ord indført her, og det kræver trods alt lidt praktisk øvelse at lære at tale.

Hjalte i en nøddeskal- jo højere jo bedre

Efter ferien har min datter nået en teenagelignende tilstand, for lige pludselig skulle hun ikke sove til middag mere. Det betyder, at hun sover det meste af eftermiddagen væk. Faktisk falder hun i søvn ved 17 tiden og vågner først næste morgen.
Med sådan en datter vil nogle måske tænke, at jeg så har fået mere tid til mig selv, men sådan er det ikke. For når Victoria sover, så kravler Hjalte rundt på bordene, kaster sig ned fra sofaryggen og lever i det hele taget et liv i overhalingsbanen. Bare de sidste 2 dage har han smadret gebisset to gange ned i en granit vindueskarm og den ene gang blødte han så meget, at jeg faktisk blev alvorligt bange. Der skete ikke noget. Mælketænderne sidder der stadig og efter en stor sodavandsis, kastede han sig atter rundt i møblerne.

I weekenden tager vi til Karrebæksminde. Jeg har lejet et sommerhus på Vesterhave og har inviteret Onkel B med. Så kan Hjalte kaste sig rundt i de kolde bølger med sin søster. Så satser jeg på, at han ikke smadrer noget. Glæder mig også til at se lidt til min datter. Det kolde vand kan vel for pokker holde hende vågen.

God weekend.

Fra baby til barn

Nøj, hvor de vokser. Ungerne. Siden Victoria er startet i vuggestue i september sidste år, har det været svært at følge med. Men da hun så startede i børnehave i februar, tog farten fuldstændig overhånd.

Sprogligt er det en stor fest. Der kommer det ene guldkorn efter det andet, og det sjove er jo, at hun sjældent forstår, hvorfor hun er så morsom. "Camille er ikke født endnu. Hun går i vuggestue".

Hun roder begivenheder sammen, tonser rundt i nutid og datid og forsøger at finde forskellen på drenge og piger, storebrødre, småbrødre, storesøstre og småsøstre: "August er lillebror", siger hun, selv om jeg har fortalt hende, at han er den store, så han bliver storebror. Så bliver hun fornærmet og fortæller mig, at jeg er lillebror. Tag den, siger jeg bare. For nogle uger siden var det værste, der kunne overgå én, at man ikke kom med til hendes fødselsdag, men nu er det en bagatel i forhold til at være lille-et-aller-andet.

Den eneste ulempe, der er ved hendes sprog, er, at hun taler konstant. Jeg ved virkelig ikke, hvor hun har arvet det fra, men hun kan altså køre non stop fra hun står op til hun går i seng. 

Det kan godt være nogle lange weekender.
Hendes far mener jo godt, han ved, hvor hun har det fra og han bliver meget hurtigt træt i sine ører, når han er på besøg. Jeg ved, han har lidt ondt af Hjalte, men Hjalte elsker os og jeg tror faktisk ikke, han lytter efter, hvad vi siger. Det må være et mandligt gen, der kan lukke øregangen, så man kun hører, det man vil høre. 

Nåh, Victoria har også fået en bedste ven. Det er hendes første veninde. Liva, hedder hun. Liva kommer troligt rendende, så snart vi træder ind i børnehaven, og når solen skinner, sidder Liva på bedste venindevis og holder en gynge til Victoria. "Du er min bedste ven", fortæller hun Victoria.

Victoria er jo sin egen lille Herre og har også haft et par dage, hvor hun, ifølge hende selv, ikke skulle lege med Liva. Pædagogerne fortæller så, at de har hængt sammen hele dagen alligevel. 

Sidste år havde jeg en lille pige, der dårligt kunne tale, nu har jeg en pige, der vil have neglelak og make up på. Hun vil have det samme tøj på som de andre piger i børnehaven - andre dage kan hun ikke have tøj på, som en eller anden pige i børnehaven har: "Nej, mor, den bluse har Agnete. Den vil jeg ikke have på" Gud fri mig vel.

Hjalte er blevet en lille dreng, der mere eller mindre konstant render rundt med to buler i hovedet. For 4 måneder siden, tog han sine første skridt, nu løber han lykkeligt rundt og støder ind i alt fra bordkanter til døre og alt andet, der står i vejen. 

Han klatrer op ad alt, han kyler tingene ned i gulvet, han elsker larm og kaster sig ud i den ene udfordring efter den anden. Han lever i den grad op til sit navn, som han jo fik pga af globetrotteren, Hjalte Tin. Min Hjalte elsker ikke bare udfordringer, han er også damn god til fodbold. Det siger pædagogerne selv. Og det ved de garanteret en masse om. Jeg overvejer, om jeg allerede nu skal forsikre hans ben, for det kan ikke tage mange år, før Ajax står og banker på døren og vil have ham på fodboldskole. Mit gudbarn, Lasse, der spiller for Roskilde, fortalte, at der var en fodboldklub, der ville hyre en 6 årig.  Det har jeg jo så lige nogle år at tænke over. Det er jo en stor beslutning, om man skal til Ajax eller Barcelona.

Hjalte siger ikke så meget endnu. Der er såmænd også rigeligt med talende personer her i huset. Så Hjalte begrænser sig til at sige Pappa, Baba og Hej, Hej. "Baba" var et af de første ord og er en hyldest til Bamse og kylling, som han er meget glade for.  Pappa er det hollandske ord for Far. Det udtaler han med et stort smil, mens han peger på telefonen eller et billede af sin far. Ja, det er uretfærdigt. Her går man og passer og plejer sine unger og takken er så, at de Gud hjælpe mig begge to siger Pappa langt tid før de overhovedet har overvejet at sige Mor. Hjalte har så oven i købet den frækhed at udtale ordet med en kærlighed og en glæde, der skærer helt ind i hjertet. Specielt når man ved, at sådan kan man ikke udtale mor. Ord med en stavelse har bare ikke mange muligheder her i verden. Sådan er det. 

Som plaster på såret, er Victoria begyndt at sige Far, i stedet for Pappa. Man skulle jo nødig skille sig for meget ud og når de andre har en far, så vil hun da også have en far. Det kan jeg jo godt forstå :-)

Børnene er altså groet noget mere end alle de planter, jeg såede i april og det skal jeg nok komme tilbage til, for nu går vi sommeren i møde. Om lidt skal vi på ferie og jeg glæder mig allerede til at fortælle jer om ungerne, når jeg kommer hjem i august.

Uddannelse, huskøb og livet, der går alt for hurtigt

Ja, så gik der lige nogle uger, hvor I ikke har hørt noget fra Bakkevej. Vi lever i bedste velgående. Har overlevet sygdom, fars besøg og 4 dage i Lalandia. Børnene er blevet cirka et halvt år ældre siden sidst og mor er blevet cirka 20 år yngre. Det er jo ret fantastisk, at man på en måned kan blive så mange år yngre, men det sker helt af sig selv, når man skal finde ud af, hvad man skal være, når man bliver stor. Jeg har læst spansk på universitetet og har en bachelorgrad i biblioteks - og informationsvidenskab. Sidstnævnte blev suppleret med et halvt års overbygning bestående af et afgangsprojekt, der blev skrevet for Haslev Bibliotek, og vupti, så kunne jeg også kalde mig bibliotekar. Problemet er bare, at jeg blev færdig for 7 år siden og uddannelsen er aldrig blevet brugt. Den er lettere forældet. For at sige det pænt. For eksempel har bibliotekerne fået helt nyt søgesystem i mellemtiden og diverse regeringer har sørget for, at de er blevet mere eller mindre økonomisk udhulet. De er trængt op i en krog og så står de jo nok ikke i kø for at ansætte et pigebarn, der står og banker på med et 7 år gammelt eksamensbevis i hånden. Anyways. Jeg har søgt op på det lokale bibliotek og afventer svar.

Samtidig har jeg fået den mægtige ide at være ung med de unge og har søgt ind på HGS, som er 3 måneders handelskole for studenter. Man bliver jo aldrig for gammel til at starte all over, slet ikke når man selv skal betale gildet.
For så ligesom at blive ved den evige ungdom, så overvejer jeg at søge ind på RUC og læse journalistik. Det tager 3 år og skal også finanseres af undertegnede. 3 år er jo ingenting. Kun en 400.000 kr. Det er det samme som et halvt hus eller 2-3 jordomrejser. Alt efter hvilke type, man er.

Nu er der sikkert mange, der tænker, at nu må jeg se at blive voksen og tage mig sammen. Det er jo så lige det, jeg er i gang med. Nu har jeg fået to børn. Så bliver man altså rimelig voksen, meget hurtigt. I hvert fald hvis man får dem lige i rap, som jeg gjorde. Så burde næste stop måske være et hus. Jeg har kigget på nogle. Men. Et hus. Der er simpelt hen for mange mursten og for lidt sjov i et hus. Det er en masse kedeligt arbejde. En masse timer, jeg kunne bruge på at læse journalistik eller lege med ungerne, der jo, som skrevet, vokser med så stor en fart, at det er ved at være svært at følge med. Og hvis jeg skal gå og rense tagrender, male vinduer, slå græs, klippe hæk og alle de andre kedelig beskæftigelser, der følger med til det at være husejer, så når jeg ikke at se ungerne, før de har fået hue på og vi mødes oppe på Studievalg Sjælland, hvor vi hver især skal finde ud af, hvad vi kunne tænke os at blive, når vi bliver store.

Barnets 1.sygedag

Nåh, Okay. Så synes jeg nok lige, at sygdom har taget lidt overhånd her i huset. Da Hjalte i torsdags var kommet af med ørepine, øjenbetændelse, udbrud af børneeksem og en konstant savlen som resultat af en ny tand, fik Victoria feber og lå syg i 2 dage. Da hendes feber var noglelunde væk lørdag eftermiddag, fik Hjalte 39 i feber og har været syg indtil idag.

Det er synd for mine små poder og mit hjerte bløder, når de ligger der som slatne klude og er brændende varme. Når de ikke vil spise og kun drikker lidt. Det er lige frygteligt hver gang. Frem kommer en ubærlig angst for at miste dem og temperaturen bliver tjekket i tide og utide, tøj bliver taget af og på og min hånd ligger næsten konstant på deres pande.

Samtidig er det dybt frustrerende og meget stressende at tænke på, at jeg på et tidspunkt skal i arbejde. Småbørn og forældre med fuldtidsarbejde er jo en mærkelig størrelse. Det passer jo slet ikke sammen, og slet ikke, hvis man er alene med ungerne. Altså...

Nåh, jeg kan jo selvfølgelig udskyde det lidt ved at spørge til en eventuel jobsamtale, hvor mange barnets 1. sygedag, man har og om man evt. har to af slagsen. Jeg kan selvfølgelig også spørge, hvordan de har det med, at man holder et par månedlige fridage, når ungerne bliver syge. Jeg må heller ikke glemme at fortælle om alle de dage, man må gå hjem før tid, fordi de ringer fra institutionen og beder en om at hente barnet.

Min tanke er at arbejde 20-25 timer om ugen, men når jeg tænker lidt over det, skal jeg måske alligevel satse på de 37, for hvis alt går, som jeg tror, ender jeg ikke på meget mere end 25 timer alligevel...

God arbejdslyst